Midt- og Vestsjællands Politi ønsker hjælp fra borgere på Møn og i Kalvehave på Sydsjælland med informationer om en mørkblå Peugeot stationcar.
Efterlysningen udsendes i forbindelse med efterforskningen af drabet på en 40-årig kvinde ved Sneslev kirke, Ringsted, hvor en 67-årig mand fra Guldborgsund kommune foreløbigt er varetægtsfængslet frem til den 28. januar 2016.
Bilen skulle have kørt rundt på Møn tirsdag den 29. december 2015 i tidsrummet kl. ca. 08.45 – 09.45 og efterfølgende i området ved Færgestræde i Kalvehave på Sydsjælland i tidsrummet kl. ca. 09.45 – 10.05.
Politiet ønsker henvendelser fra borgere, der måtte have bemærket bilen de pågældende steder, ligesom politiet ønsker oplysninger om fund af efterladte effekter i form af fodtøj eller beklædning mv. i områderne.
Oplysninger om bilen eller fund af effekter gives til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.