39-årig mand fra Høje-Taastrup idømt otte måneders ubetinget fængsel for indbrud, som udviklede sig til røveri den 30. januar. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Kastede støvsuger mod sit offer
Den 39-årige brød den 30. januar cirka klokken 19.20 ind i en lejlighed i to etager på Porsehaven i Høje-Taastrup.
Mens han var på 1. salen, kom lejlighedens mandlige beboer på 30 år hjem. Han opdagede indbrudstyven og råbte til ham, at han skulle komme ned.
I stedet kastede den 39-årige en støvsuger og skraldespand ned ad trappen mod ham, hvorefter han med adskillige koster i lommerne hoppede ud af et vindue på 1. salen. Han slog sig dog ved faldet og kunne derfor tilbageholdes.
Manden blev anholdt og bragt til politigården i Albertslund.
I går blev han så dømt ved Glostrup Ret. Ud over røveri blev han også dømt for brugstyveri af en personbil, tyveri og for at have truet en mand med en skruetrækker, da han flygtede fra et indbrud i 2008.
Manden er fortsat varetægtsfængslet.
Den 39-årige er godt kendt af politiet. Ud over de otte måneder står han også til at afsone en dom fra den 4. januar i år på 60 dages ubetinget fængsel for tyveri og brugstyveri.