Den 47-årige mand, som mandag morgen blev fundet død på en p-plads i Hedeland ved Tune, blev dræbt af to skud.
Det viser de foreløbige retsmedicinske undersøgelser.
Den 47-årige blev mandag morgen kl. 07.12 fundet død på parkeringspladsen ”Vinterrasserne” i Hedeland nordvest for Tune af en borger, der slog alarm til politiet. På parkeringspladsen holdt også en ældre, blå personbil af mærket Toyota Avensis, som den dræbte havde benyttet.
Siden anmeldelsen har politiet efterforsket sagen intensivt for at sikre eventuelle spor på findestedet og i området omkring parkeringspladsen, der ligger tæt på både en badesø og nogle vinterrasser i Hedeland.
Efterforskningen har også haft til formål at få kortlagt den 47-åriges færden, inden han blev fundet dræbt på parkeringspladsen, ligesom politiet også forsøger at finde frem til et muligt motiv for drabet.
Politiet kan på nuværende tidspunkt oplyse, at intet tyder på en rocker-/bande-relateret forbrydelse.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyste tidlligere i dag, at nogle få har henvendt sig til politiet med oplysninger i sagen, men Midt- og Vestsjællands Politi ønsker fortsat henvendelser fra borgere, der måtte havde bemærket noget usædvanligt i området ved parkeringspladsen ”Vinterrasserne” i Hedeland forud for fundet af den dræbte mandag morgen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Læs også: Mand fundet død på p-plads