DMI har udsendt et kategori 1 varsel – voldsomt vejr – om skybrud, hagl, torden og kraftige vindstød for store dele af Danmark – herunder hele Sjælland og Lolland-Falster.
Ifølge DMI bevæger et lavtryk sig lørdag fra sydøstlige England mod nordøst, over Nordsøen, mod Oslo. I den forbindelse sendes et frontsystem op over landet fra sydvest og varm og fugtig luft op over de østlige egne og dermed kan der blive dannet kraftige byger.
I vores område forventer DMI torden og lokale skybrud. Der kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 min. Der er også risiko for hagl og kraftige vindstød mellem 15 og 20 m/s.
Varslet er gældende lørdag fra kl. 14:00 til kl. 20:00.