Hele landet: Tre gange så mange mennesker er blevet kørt ned af tog i forhold til sidste år.
Tonstunge tog med 180 kilometer i timen har en bremselængde på 700 meter. Derfor er det hule bump, når en selvmorder har lagt sig på skinnerne, uundgåeligt.
I år har DSB allerede haft 26 sådanne bump med dødelige udgang. Sidste år var der kun otte mennesker, der blev kørt ned af DSBs toge, viser tal fra Trafikstyrelsen. Dermed er antallet af døde tredoblet.
Udover de 26 dødsulykker i år har togene hele 103 gange været tæt på at køre personer ned. Dertil kommer ni tilfælde, hvor toge har ramt biler.
Alle uheldene bliver indberettet, da den voldsomme oplevelse senere kan være skyld i, at man ikke længere kan arbejde, og derfor bliver meldt som en arbejdsskade.
Hos DSB har man frem til nu haft 221 anmeldte arbejdsskader. Omkring halvdelen kommer som direkte konsekvens af personpåkørslerne, og det gør ondt hos de lokomotivførere, der står forrest i togene, når de rammer.
– Vi oplever, at nogle lokomotivførere får post traumatisk stress efter en personpåkørsel og ikke kan vende tilbage i arbejde, siger Willie Nordahl Jensen, daglig sikkerhedsleder i DSB, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Da han selv var lokomotivfører, kørte han en person ned. Så han ved om nogen, hvilket syn der møder en lokomotivfører, når det tons tunge tog kører en person ned.
– Der kan være rigtig slemt. I nogen tilfælde bliver personens krop jo revet fra hinanden, siger sikkerhedschefen, som finder stigningen i antallet af påkørsler gruopvækkende.
Men de mennesker, der går med planer om at springe ud foran et tog, har slet ikke overskud til at tænke på konsekvenserne for førerne af toget.
– Er man så langt ude, at man hopper ud foran et tog, så tænker man ikke på den oplevelse, der møder lokomotivføreren. I den tilstand tænker man oftest på sig selv og sine nærmeste, siger Børge Jensen, statistiker ved Center for Selvmordsforskning, til Newspaq.
Han ved ikke, om man kan løse problemet teknisk ved at forhindre folk adgang til skinnerne. I stedet slår han fast, at det er vigtig med en generel forebyggelse, så man på den måde kan forhindre folk i at tage deres eget liv foran tog.