Dæksjusk snyder taxakunder

Hele landet: Taxavognmænd ‘glemmer’ at få justeret taxametret til dækstørrelsen – og kunden betaler. Ældgammelt trick, lyder det fra politiet.

Når vintervejret rammer Danmark og bilerne får vinterdæk på, så ender et ukendt antal taxakunder med at blive snydt.

Hvert år afslører politiets kontroller taxachauffører i at have taxametret indstillet til sommerdæk, selvom de rent faktisk kører på noget mindre vinterdæk.

– Så tror taxametret, at taxaen har kørt længere, end den rent faktisk har, og så bliver kunden snydt, fortæller politiassistent Karsten Køllund fra Københavns Politis færdselsafdeling.

Ifølge Hovedstadens Taxinævns standardtakst koster det 13.30 kroner per kilometer at køre med takster. Det vil sige, at en tur på 10 kilometer skal koste 133 kroner plus diverse gebyrer. Hvis taxaen ruller 50 meter mere per kilometer, end taxametret er ‘kalibreret’ til, så koster det kunden knap 140 kroner for en tur på 10 kilometer, altså lidt over seks kroner for meget.

Regnestykket er “ikke skudt helt ved siden af,” mener operativ leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi Kenneth Benfeldt.

Her blev fire ud af 21 taxaer afsløret i dækfusk i en tilfældig kontrol i oktober. De fik hver en bøde på 500 kroner og kørselsforbud, indtil de havde justeret taxameter og dæk.

Det kan “bero på enten sjusk eller bedragerisk adfærd,” siger færdselsafdelingslederen.

– Ved jævne mellemrum støder vi på taxafirmaer, der har monteret andre dæk på, end de skal. For den enkelte kunde betyder det måske ikke så meget. Men chaufføren, der bevidst snyder og ikke bliver opdaget, kan tjene mange penge på den måde. Og det går ikke. Kunderne skal have det, de betaler for, siger Kenneth Benfeldt.

Hos brancheorganisationen Dansk Taxi Råd med 800 medlemmer vil formand John Lindbom ikke afvise, at der er enkelte brodne kar i branchen.

Men eftersom en taxa typisk kører mellem 150 og 200 kilometer om dagen, så er det trods alt begrænset, hvor spændende det er bevidst at køre med for små dæk, mener han.

– Du kan stå i en situation, hvor vognmanden eller chaufføren ikke er opmærksom på, hvad dækmanden sætter på. Jeg tror altså ikke, der er nogen, der gider at fuske for fem kroner, siger John Lindbom.

Hos Københavns Politi oplyser færdselsafdelingen, at fænomenet, sjusk eller fusk, har været kendt i op mod 50 år.

Men så må politiet dokumentere omfanget, siger taxiformand, John Lindbom.

– Det ville klæde politiet at dokumentere, hvor mange ud af 4.600 taxier, der er noteret for det denne vinter. Hvis det er et problem, så tager jeg gerne fat i det. Det tror jeg bare ikke, det er, siger John Lindbom.

Ifølge Københavns Politis færdselsafdeling kan der omvendt også meget vel være et antal taxachauffører, der snyder sig selv ved at være for langsomme til at skifte fra vinter- til sommerdæk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.