En GPS på en cykel førte politiet direkte til to cykeltyve i et sommerhus i Odsherred.
En mandlig cykelejer fra Roskilde henvendte sig mandag eftermiddag til politiet fordi han sent fredag eftermiddag fik stjålet sin dyre el-cykel fra Sortebrødreplads i Roskilde.
Et GPS-signal fra cyklen gav nu cykelejeren oplysninger om, at cyklen befandt sig i et sommerhus på Sjællands Odde, hvorfor cykelejeren bad politiet om hjælp til at få cyklen retur.
Politiet skaffede sig adgang til det pågældende sommerhus, hvor politiet ud over den stjålne cykel fandt yderligere to cykler, som formodes stjålet.
De to af de tre cykler blev beslaglagt som bevis i cykeltyverisager, mens den 76-årige fik sin cykel genudleveret som ønsket.
To mandlige sommerhusgæster på hhv. 45 og 54 år er blevet sigtet for tyveri af den 76-åriges cykel, mens politiet undersøger nærmere, hvordan de kan være kommet i besiddelse af de to andre cykler.