Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP) har kørt sin sidste omgang. Det meddeler arrangørerne bag det traditionsrige motorsportsløb, der har været en fast del af Københavns sommerlandskab siden 1996. Men nu afsluttes et kapitel i dansk motorsportshistorie.
Det oplyser Copenhagen Historic Grand Prix i en pressemeddelelse.
Beslutningen er truffet med respekt for løbets arv og alle de kræfter, der gennem årene har været involveret. Direktør for CHGP, Jac Nellemann, udtaler:
-”I mange år har det krævet utrolig meget at få lov at gennemføre løbet. Samarbejdet med myndighederne har overordnet set været rigtig godt, men til tider også slidsomt. Selvom vi suverænt selv har varetaget driften, stået for logistik og planlægning samt båret alle omkostningerne til løbene, har vi været udfordret, når vi skulle forhandle løbsgodkendelserne.”
Han understreger, at det har været anstrengelserne værd, fordi løbet har været en stor publikumssucces med næsten 40.000 tilskuere og flere hundrede kørere årligt.
-”Der er sket meget gennem løbets historie, som vi nu skal tage hensyn til – bytrafik og bæredygtighed er blevet varme temaer, som både politikere og borgere har en holdning til. Det har vi også, men de altovervejende grunde til at lægge midler og hjerteblod i Copenhagen Historic Grand Prix har været kærligheden til motorsport, lysten til at glæde det bilentusiastiske publikum med en veltilrettelagt event, og muligheden for at bidrage til velgørenhed,” siger Jac Nellemann.
Siden 2012 har han været den drivende kraft bag løbet og med sin baggrund som racerkører og medlem af bildynastiet Nellemann har han haft en central rolle i at samle frivillige, deltagere og publikum omkring motorsportens historie.
En særlig indsats i CHGP-regi har været det velgørende initiativ “Race for Riget”, der har indsamlet mere end 7 millioner kroner til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet.
Løbet har desuden haft betydning for dansk motorsport generelt ved at skabe en platform for både klassiske biler og fremtidens teknologier, samtidig med at det har inspireret nye generationer af motorsportsentusiaster.
-”Det er med glæde og stolthed, vi ser tilbage, og med vemod vi har truffet beslutningen om, at Copenhagen Historic Grand Prix har kørt for sidste gang. Men jeg er overbevist om, at det er det helt rigtige tidspunkt, for vi skal stoppe, mens legen er god, mens kampe er værd at kæmpe og mens der stadig er benzin tilbage i tanken,” siger Jac Nellemann.
:NB:



