COP15: 170.000 politikere, embedsmænd, pressefolk og NGO’er gik ind og ud af dørene i Bella Center under de 13 dages klimatopmøde. Det gør COP15 til det suverænt største arrangement nogensinde i Bella Center – og i Danmark.
Klimatopmødet COP15 har ubetinget været det største Bella Center nogensinde har oplevet. Og det største FN har oplevet. FN akkrediterede mere end 45.000 delegerede, NGO’er og pressefolk. Med beslutningen om højest at have 15.000 indenfor og den store interesse udefra brød systemet sammen, så køerne udenfor Bella Center voksede sig alt for lange. Det har FN beklaget og påtaget sig det fulde ansvar for.
– Set med danske øjne og med Bella Centers øjne har de lange køer også været det eneste praktiske, der ikke fungerede, siger en meget tilfreds direktør for Bella Center, Arne Bang Mikkelsen
– Indenfor har afviklingen af topmødet været en fantastisk oplevelse. At servicere 11.000 til 15.000 gæster i døgnet har været en kæmpe opgave, som jeg virkelig er stolt over, at vi og Udenrigsministeriet har kunnet løfte. Det har skabt respekt ude i verden, siger Arne Bang Mikkelsen.
– Nu venter arbejdet med at pille alle mødelokalerne og de 14.000 kvadratmeter ekstra pavilloner ned. Det er blevet hverdag, og vi er allerede godt i gang med at forberede og bygge forårets store mode-, ferie- og bilmesser, slutter Arne Bang Mikkelsen.