22. november 2024

Brugsen, Østerbrogade i København. Foto: Leif Jørgensen (CC BY-SA 4.0)

Coops øverste myndighed, landsrådet, har fredag stemt ’ja’ til at sælge halvdelen af Coop Danmark til OK a.m.b.a.

107 landrådsmedlemmer stemte for aftalen, mens 5 stemte imod.

-Med denne aftale sikrer vi både forretningens og foreningens fremtid. Det har været helt afgørende at få tilført ny kapital til Coop Danmark, og det har vi med denne aftale sikret på bedste vis. Samtidig markerer aftalen en ny start for foreningen bag Coop, hvor vi sammen med forretningen skal udvikle Coops mærkesager og værdier, og give vores to millioner medlemmer en stærk forbrugerstemme, siger Pernille Skipper, der lørdag tiltræder som formand for Coop amba.

Aftalen betyder, at Coop Danmark får tilført to milliarder kroner i ny kapital. Coop amba og OK a.m.b.a. skyder i udgangspunktet hver en milliard ind i Coop Danmark og får cirka 50/50 ejerskab. Pengene fra Coop amba kommer blandt andet via frasalg af en del af foreningens aktiver, herunder Coop Bank. Afhængigt af udviklingen kan ejerandelene komme til at variere. Samtidig får OK bestemmende indflydelse over Coop Danmark.

-Der er god grund til at takke landsrådet for den klare opbakning. Det betyder, at der er ro om Coops økonomi. Nu kan vi koncentrere kræfterne om at realisere den nødvendige turn around, hvor vi forenkler virksomheden og fokuserer på det gode købmandskab og den basale drift i butikkerne, siger bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst, Coop Danmark A/S.

Hos OK glæder CEO Michael Løve sig over resultatet, som han kalder en lettelse:

-Jeg er glad og nok også lidt lettet. Landsrådets beslutning har afgørende betydning for de næsten 1.000 butikker og 40.000 kolleger, som er en del af Coop, ligesom den også er vigtig for OK. Nu håber vi på en hurtig afklaring med Konkurrencestyrelsen og ser frem til samarbejdet med foreningen om at drive en dagligvarekæde, der fortsat er tæt knyttet til sine kunder og medlemmer, siger Michael Løve, CEO i OK.

Konkurrencemyndighederne skal nu godkende handlen. Det forventes at ske i løbet af i år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.