Personalet fra et Bosted i Roskilde anmeldte mandag eftermiddag, at en af deres beboere var blevet krænket af en chauffør, som skulle køre hende til lægen tidligere på dagen.
Beboeren – en kvinde i 30’erne – var, ifølge anmeldelsen, blevet befølt og kysset af chaufføren på køreturen.
Mandag aften anholdt politiet den mistænkte chauffør – en mand i 20’erne fra Vestsjælland. Han blev taget med til afhøring på politistationen, hvor hans advokat også var tilstede. Manden nægtede at have krænket kvinden.
Han blev efterfølgende løsladt, men kan, ifølge politiet, forvente at høre mere i sagen på et senere tidspunkt.