23. november 2024

Brøndby: Københavns Vestegns Politi oplyser sent søndag aften, at man har anholdt ca. 400 fodboldfans for uro efter dagens kamp mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion.

Anholdelsen skete ca. kl. 21.45 på Park Allé og Østbrovej efter kampen, fordi gruppen udviste en “særlig aggressiv og konfliktsøgende adfærd”, som det hedder i en pressemeddelse fra politiet.

Der blev blandt andet brudt brosten op fra vejbanen, kastet sten mod politiet og øvet hærværk på biler.

Politiets indsatsleder besluttede derfor at standse gruppens hærgen og foretog anholdelse af dem alle. Efter visitation og registrering bliver de løsladt og eskorteret til Glostrup Station og videre med tog til København.

Det skal nu undersøges, om der kan rejses sigtelser mod nogen fra gruppen for stenkast og hærværk.

Allerede før kampen mærkede politiet en destruktiv adfærd hos begge klubbers fangrupperinger:

– Både før og efter kampen så vi større fangrupper, som hellere ville skabe uro, kaste sten og lave ballade. Det er helt uacceptabelt, og derfor satte vi en stopper for deres hærgen, siger politiinspektør Michael Kristiansen, Københavns Vestegns Politi.

Stenkast mod dialogbetjente
Før kampen blev politiets dialogbetjente bombarderet med sten., mens de fulgte FCK’s fangruppe fra Glostrup Station til Brøndby Stadion.

På et tilholdssted for Brøndby-tilhængere fandt politiet en peberspray, en røggranat, knive, maskeringer og genstande, som sættes i forbindelse med hærværk, bl.a. ca. 100 dåser spraymaling.

Efter kampen kastede tilskuere fra begge fangrupper sten mod politifolkene på vej væk fra stadion. Her blev en politimand ramt i baghovedet. Han bliver undersøgt på skadestuen og udskrevet.

I løbet af aftenen er rejst en række andre sigtelser for fyrværkeriloven og lov om euforiserende stoffer.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at alle de anholdte, her til aften er ved at blive løsladt igen.

Se video: Flere kvæstede efter stort fodbold-slagsmål i Brøndby (eksternt link til LocalEyes).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.