Byrådet i Fredensborg vedtager nyt budgetforlig med besparelser

Fredensborg Kommune gennemfører besparelser og udskyder en række anlægsprojekter efter markant stigende udgifter til specialundervisning og socialområdet.

Ifølge kommunen forventes udgifterne på de specialiserede socialområder at blive omkring 75 millioner kroner højere i 2026 end forudsat ved budgetlægningen sidste år. Udviklingen skyldes blandt andet, at flere skoleelever har behov for specialundervisning, og at flere voksne med blandt andet psykiatriske diagnoser har brug for støtte.

På den baggrund har byrådet indgået et nyt budgetforlig med en række tiltag, der skal få økonomien til at hænge sammen.

-“Det er en virkelig ærgerlig udvikling, som byrådet nu må handle på. Og det er kun en ringe trøst, at vi kan se den præcis samme udvikling i mange andre kommuner, der nu også åbner deres budgetter og gennemfører besparelser af de samme årsager som os”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Kommunen gennemfører blandt andet en rammebesparelse på 8 millioner kroner i år og 16 millioner kroner næste år. Derudover indføres nye tiltag på de specialiserede børne- og voksenområder samt specialundervisningen for at begrænse udgiftsvæksten.

For at undgå større besparelser på velfærdsområderne hæves SFO-taksten til gennemsnittet blandt nabokommunerne, og der indføres timeafregning på byggesagsbehandling. Samtidig øges kravet til besparelser på administrationen.

-“Derfor er det rettidig omhu at vi åbner budgettet og beslutter, hvor vi kan stramme op, udsætte anlægsprojekter og spare på driften, så budgettet hænger sammen,” siger borgmesteren.

Budgetforliget indebærer også, at en række mindre anlægsprojekter udskydes, typisk med et år. Ifølge kommunen sker det for at undgå større besparelser på driften og for at beskytte kommunens likviditet.

Samlet er der for 2026 enighed om besparelser på driftsudgifterne på 20,5 millioner kroner samt udskydelse af anlægsprojekter for 33,7 millioner kroner.

Kommunen understreger, at de stigende udgifter på socialområderne skal finansieres inden for den økonomiske serviceramme, som er aftalt mellem regeringen og KL, og at pengene derfor skal findes i det eksisterende budget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.