23. november 2024

Et par butikstyve var så opsat på ikke at blive taget, at de kørte ind i en centervagt med deres flugtbil.

Kort efter klokken 12.30 blev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kaldt ud til Næstved Storcenter, hvor to butikstyve havde været i BR Legetøj. Det var en mand og en kvinde, og de havde fyldt flere æsker med legetøj ned i indkøbsvognen og forlod butikken uden at betale.

En medarbejder konfronterede dem, men de lod indkøbsvognen stå og stak af, men en centervagt, der var blevet tilkaldt, løb hen til parret, som havde sat sig ind i en bil. Vagten prøvede at tilbageholde dem, men de startede bilen og skubbede til ham med bilens kølergitter.

Da den kvindelige fører af bilen gassede op, måtte vagten springe til side for ikke at blive kørt over, og herefter kørte de to butikstyve fra p-pladsen.

Vagten fik en hudafskrabning på benet, men derudover kom han ikke noget til.

Sagen efterforskes dels som butikstyveri, dels som et færdselsuheld på grund af påkørslen, og politiet arbejder nu med at finde frem til parret på baggrund af oplysninger om bilen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.