Rudersdal: Et bredt flertal i byrådet i Rudersdal Kommune vedtog i aftes budgettet for 2011.
Det blev blandt andet besluttet at sænke skatteprocenten med 0,1 til 22,8 procent for at kompensere borgerne for den stigning i spildevandsafgiften, der skal bidrage til at forbedre kloaknettet.
Budgettet for 2011 indebærer blandt andet at der skal fyres medarbejdere i kommunen gennem effektivisering og servicetilpasninger m.m. for 73 millioner kroner om året. Det sker for at overholde Folketingets krav om nulvækst i serviceudgifterne samtidig med, at der er stigende udgiftsbehov på blandt andet ældreområdet. Fyringerne vil fortrinsvis ske i administrationen.
Kommunen vil til næste år investere 319 millioner kroner i blandt andet plejeboliger, boliger til udviklingshæmmede, ombygning af skoler og trafikforbedringer.
I anledning af budgetvedtagelse udtaler borgmester Erik Fabrin:
– Folketingets stramme styring af kommunernes økonomi betyder, at budgetvedtagelse for 2011 har været præget af større udfordringer end tidligere. Det har været en vanskelig proces, men det er lykkedes alle grupper i kommunalbestyrelsen at blive enige om et ud-giftsbudget, som minimerer konsekvenserne for borgerne og medarbejderne, siger Rudersdals borgmester Erik Fabrin.
Spildevandsafgift forhøjes
Rudersdal Forsyning A/S, der ejes af Rudersdal Kommune, har foreslået en forhøjelse af spildevandsafgiften med 2,50 kr. pr. m3 inkl. moms fra 2011. Afgiftsstigningen vil koste forbrugerne 7,2 mio. kr. årligt. Beløbet vil blandt andet blive brugt til at øge investeringerne for at forstærke indsatsen i forhold til udfordringerne fra klimaforandringerne.
– Den senere tids skybrud og oversvømmelser viser, at det er vigtigt, at kloaknettet er i orden. Derfor er der tilslutning til Forsyningssel-skabets ønske om at hæve spildevandsafgiften. For at holde bor-gerne skadesløse har et flertal i kommunalbestyrelsen besluttet at sætte skatten ned, når kassebeholdningen gør det muligt og Folketinget har besluttet, at vi ikke må bruge pengene til øget service, siger Erik Fabrin.
Skattelettelsen betyder, at kommunens borgere kommer til at betale 12,5 mio. kr. mindre i skat om året. Med en skatteprocent på 22,8 vil Rudersdal Kommune fra næste år have landets laveste skatteprocent sammen med Gentofte Kommune. Kassebeholdningen vil fortsat overholde kommunal-bestyrelsens målsætning om en beholdning på 100 mio. kr. ved udgangen af budgetperioden.