22. november 2024

Herlev Hospital Foto: Region Hovedstaden.

Det er bl.a. på Herlev Hospital, at patienterne oplever forsinkelser. Foto: Region Hovedstaden.
Det er bl.a. på Herlev Hospital, at patienterne oplever forsinkelser. Foto: Region Hovedstaden.
Mindst 400 patienter i Region Hovedstaden har oplevet forsinkelser på fx CT-scanninger og brystkræftscreening på grund af driftsforstyrrelser. Regionen arbejder på højtryk på at løse udfordringerne.

Det er driftsforstyrrelser med et nyt system til at booke røntgenundersøgelser og få adgang til røntgenbilleder, RIS/PACS, har mindst 400 patienter på især Herlev og Gentofte Hospital (HGH) oplevet forsinkelser i deres forløb.

I perioder har der blandt andet været store problemer med det system, som anvendes til screening for brystkræft. Derfor er det især patienter, der skal screenes for brystkræft, som oplever forsinkelser i deres forløb. Men også andre patienter kan mærke til problemerne. Det gælder også på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og på Amager og Hvidovre Hospital.

Berørte patienter bliver kontaktet
Herlev og Gentofte Hospital er særligt påvirket, da hospitalet har et stort antal screeninger.

– Jeg er meget ked af denne situation, og jeg kan forsikre om, at vi sætter alle sejl ind på at skabe os et overblik, kontakte alle berørte patienter, give nye tider og informere om deres forløb. Jeg har stor forståelse for, at den ekstra ventetid er både frustrerende og kan skabe usikkerhed. Det har topprioritet hos os, siger hospitalsdirektør Klaus Lunding.

Han understreger, at patienter med akutte symptomer kan være trygge ved, at de vil blive henvist til rette sted og tilset så hurtigt som muligt. Og patienter på ventelister vil blive prioriteret efter en faglig vurdering.

Er i tæt dialog med leverandør
Det nye RIS/PACS redskab blev første gang implementeret på Amager og Hvidovre Hospital i september 2015, og siden da har der været svingende stabilitet. Men driftsforstyrrelserne tog til, efter implementeringen på Herlev og Gentofte Hospital den 8. til 10. april.

Siden har der været stor fokus på at udbedre problemerne, oplyser vicedirektør i Region Hovedstadens Center for It, Medico og Telefoni (CIMT), Pia Kopke.

– Vi har siden problemerne begyndte været i fuld gang med at opdatere systemet og udbedre fejlene. Det sker i tæt dialog med leverandøren AGFA, der står bag det nye system. Heldigvis går det den rigtige vej nu, men fordi vi stadig arbejder med fejlretning kan personale og patienter fortsat blive udsat for forsinkelser, siger Pia Kopke.

System havde ikke nok kapacitet
Formålet med det nye system er at erstatte en række lignende men forældede systemer. Det nye system skal, når det er fuldt funktionsdygtigt, sikre, at alle billeder fra scanninger og røntgenundersøgelser bliver tilgængelige på tværs af regionens hospitaler.

Men ifølge Pia Kopke fik systemet store problemer på Herlev og Gentofte hospital, fordi det nye system ikke havde nok kapacitet.

– Indtil videre er systemet kun i brug på tre hospitaler, så vi burde ikke opleve de her problemer. Derfor er vi også i dialog med leverandøren, AGFA, for at sikre, at systemet fremadrettet får den nødvendige stabilitet, siger hun.

Rigshospitalet, Nordsjællands Hospital og Bornholms Hospital får først implementeret systemet, når systemet kører uden forsinkelser.

Region Hovedstadens administration forventer at have en mere uddybende redegørelse over situationen klar i løbet af næste uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.