Hele landet: Hjemme i stuen står din brændeovn, den varmer så dejligt og er centrum for familien, når der skal hygges på de vinterkolde aftener.
Men brændeovne er i virkeligheden en af de værste kilder til partikelforurening og står for hele 60 procent af det samlede partikeludslip. Hvert år dør mindst 200 mennesker, som en direkte følge af røgen fra de godt 600.000 brændeovne der findes i Danmark.
– Brændeovne er udråbt til en slags klimahelt, fordi den er gjort CO2-neutral, og det sker altså på bekostning af vores sundhed, siger Janne Sommer, der er biolog hos Astma-Allergi Forbundet, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Når brændeovne er CO2-neutrale, vil det sige, at ovnen er god for klima og miljø, og derudover en billig måde at varme sit hjem op på. Men brændeovne udleder partikler og tjærestoffer, og det har stor negativ indflydelse på vores sundhed.
Hos Det økologiske Råd mener man, at et af problemerne er, at befolkningen ikke er opmærksomme på den enorme sundhedsmæssige konsekvens.
– Det, der er galt, er, at vi fortsætter vores stenalderlevevis med bål i stuen, når vi ikke har nogen som helst røggas-rengøring i hjemmet. Vi tror simpelthen, at fordi vi brænder med guds grønne træ, så kan det umuligt forurene. Men røgen er jo fyldt med tjærestoffer og partikler, siger Kåre Press-Kristensen, der er civilingeniør og bestyrelsesmedlem ved Det økologiske Råd.
Hos Venstre er holdningen dog en anden.
– Det drejer sig om at få nedbragt CO2-udslippet, og alt i alt er det blevet en rigtig god måde at gavne miljøet på. Der kommer stadig partikler fra ovnen, men det er fordi, at folk oftest brænder ukorrekt. Det handler ikke om at folk er dumme og ikke ved at en brændeovn er sundhedsskadelig, siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, til Newspaq.
Men en evaluering af Miljøstyrelsens kampagne 'Fyr Fornuftigt' viser en tendens til uvidenhed hos danskerne.
Folkene i evalueringen var overbevist om, at hvis de fulgte rådene i kampagnen, så ville de ikke forurene. I stedet troede folk, at de gjorde noget godt for klimaet og for miljøet. Men fakta er, at selv en god ovn med rigtigt brænde, udleder mange skadelige partikler.
Leveret af: Nyhedsbureauet Newspaq