Hele landet: Vi gider ikke gå på posthuset for at hente breve og pakker. Post Danmarks tilbud om at sætte dine pakker og breve på aftalte steder er et hit.
Brevet er for tykt til sprækken, ingen er hjemme, og så skal du en tur på posthuset med en lille fin seddel i hånden for at få din post udleveret. Den tur gider hr. og fru Danmark ikke.
På tre uger har 25.000 tilmeldt sig den nye ordning ‘Modtagerflex’, hvor Post Danmark stiller pakker og storbreve på aftalte steder. Og tallet er på vej til at blive langt, langt større.
– Vi er meget begejstrede for den måde, danskerne har taget imod vores nye service. Lige nu får vi omkring 1.000 tilmeldinger til Modtagerflex om dagen, fortæller Henrik Larsen, chef for Post Danmark Privatkunder, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Man skal dog være klar over, at Modtagerflex også betyder en tro på ærlige naboer. For når postmanden har stillet brevet eller pakken på det aftalte sted, hæfter Post Danmark ikke længere for ansvaret.
Men med den store tilmeldingshast er danskerne tilsyneladende et tillidsfuldt folkefærd. I hvert fald når det gælder tiltroen til, at andre holder snitterne fra ens pakker. Der er dog grænser for, hvor meget tillid Post Danmark mener, man skal have.
– Er der tale om, at man har købt nogle dyre ting over nettet, vil jeg nok i stedet fortsat anbefale folk at overveje at få det sendt til Døgnposten. Men så kan man også selv bestemme, hvornår man vil hente pakken i automaten, og skal man have tilsendt en stak guldaldermalerier, vil vi fortsat kraftigt anbefale at få det sendt som værdipost til afhentning på posthuset, siger Henrik Larsen til Newspaq.
Ved tilmelding til Modtagerflex vælger man mellem syv forskellige steder, hvor postbuddet må placere storbreve og pakker. Her indgår muligheden for at få den lagt ind til Fido, hvis Fido vel at mærke har lov at bo i ungernes legehus.
Andre pakkeleveringsalternativer end legehuset er: Foran hoveddøren, i bryggerset, i drivhuset, i garagen, i en særlig pakkepostkasse eller i skuret.
For at det hele ikke skal ende i den helt store skattejagt, får du også pænt leveret en seddel i postkassen med besked om, at du kan finde en pakke på det aftalte hemmelige sted.
Du har dog fortsat en risiko for at skulle piske ned på posthuset for at hente din pakke; nemlig hvis du køber ting og sager pr. efterkrav. Eller hvis afsenderen af din pakke kræver, du kvitterer for modtagelsen.