Kort efter klokken 00.30 i nat blev politi og brandvæsen kaldt ud til en brand ved idrætshallen i Mørkøv i Nordvestsjælland.
Da brandvæsnet kom frem, kunne det konstateres, at en Volvo S4 personbil stod i flammer tæt op af et skur. Flammerne antændte skuret og ilden bredte sig videre til udhænget på selve hallen og en anden del af tagkonstruktionen.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man i første omang antager, at branden i bilen er påsat. Politiet skal dog undersøge stedet nærmere for at præcist fastslå brandårsagen.
Politiet er meget interesserede i at høre fra vidner, der har bemærket en Volvo S 40 køre rundt i Mørkøv og omegn før branden. Ring til politiet på 114.