Torsdag formiddag ringede naboerne til et rækkehus på Solsiden i Bjerge ved Store Fuglede 112, da de så røg fra adressen.
Da politiet kom frem til stedet, brød betjentene døren op for at sikre sig, at der ikke var nogen personer i huset, som var i fare. Der var ingen hjemme, og betjente kunne konstatere, at det brændte i stuen.
Brandvæsnet ankom og gik i gang med at slukke ilden, som ikke nåede at sprede sig.
Politiet fandt ikke umiddelbart noget mistænkeligt ved branden, som nu skal undersøges nærmere for at afklare brandårsagen.
Først på aftenen kom en anmeldelse om, at branden var blusset op igen i rækkehuset, Politiet og brandvæsnet kørte igen til stedet, hvor branden formentlig var antændt igen på grund af vinden, som havde fået en glød til at ulme.
Det røg kraftigt, men brandvæsnet fik slukket branden.