Søndag eftermiddag rykkede brandvæsnet ud til en brand i en landejendom på Morreskovvej ved Gevnø på Stevns.
Branden var opstået omkring et fyrrum og en lade, hvor der var ild på loftet.
Inden brandvæsnet og politiet nåede frem, var det lykkedes for husets beboere at få slukket det meste af ilden.
Brandvæsnet sørgede for at slukke ilden helt.
Ifølge politiet var branden formentlig opstået på grund af varmeudvikling fra en skorsten, som havde antændt etageadskillelsen i laden.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.