Fredag eftermiddag kort efter klokken 13.30 kørte politi og brandvæsen til en lejlighed i Hegnsgården i Greve, hvor der var opstået brand i et køkken.
En 38-årig kvinde på stedet forklarede politiet, at hun havde sat en gryde med fritureolie over på komfuret, men at telefonen så havde ringet. Da hun kom tilbage til køkkenet var branden så kraftig, at hun ikke kunne slukke den selv, og hun valgte derfor at forlade lejligheden og orientere de andre beboere i opgangen.
Ilden havde fået fat i emhætte og køkkenskabe, inden brandvæsnet fik den slukket og branden udviklede en del røg.
Køkkenet blev delvist sodskadet.
Politiet har sigtet den 38-årige kvinde for at overtræde beredskabsloven.