København: Kort før klokken fem i morges rykkede Københavns Brandvæsen ud til en brand i en butik i Kronprinsensgade.
Da brandfolkene kom frem, blev de mødt af politiet, som allerede havde forsøgt at slukke ilden med pulverslukkere. Det var dog ikke lykkedes.
Brandfolkene knuste en glasdør til forretningen og skar jerntæppet op, for at få adgang til forretningen.
En ældre dame fra en lejlighed på 3. sal blev evakueret sammen med sin hund og overgivet til ambulancemandskabet til kontrol for evt. lettere røgforgiftning.
Ilden i forretningen blev hurtigt slukket.
En dør til Café Sommersko, der ligger ved siden af, blev brudt op, så brandfolkene kunne foretage eftersyn.
En entré på ca. 10 kvm i forretningen blev brandskadet, mens resten af forretningen – der er i to etager – blev røg- og sodskadet. Desuden blev lejlighederne ovenover op til 5. sal lettere røgskadet og et par vinduer på 1. sal blev varmeskadet, oplyser Københavns Brandvæsen.
Drenge stjal lygte fra brandbil
Mens brandfolkene arbejde, så et par forbipasserende drenge sit snit til at stjæle en MagLite lygte fra en af brandbilerne. Politiet fik fat i den ene af drengene, som undskyldende måtte aflevere lygten til brandinspektøren.