Holbæk: Politi og brandvæsen rykkede i nat kort før klokken et ud til en brand i Havevang i Holbæk.
I første omgang lød alarmen på ild i et stort juletræ på legeplads, men da brandvæsnets indsatsleder kom frem på stedet, stod det klart, at der var tale om en mere alvorlig brand.
Der var nemlig gået ild i et skraldeskur med flere skraldecontainere i og en overgang var der fare for at ilden ville sprede sig til en boligblok og et garageanlæg.
Brandfolkene fik hurtigt ilden under kontrol og omkring kl. 02.15 var de sidste brandfolk færdige på stedet med efterslukning og eftersyn.