Nykøbing F.: Jernbanen skal elektrificeres, og der skal bygges et ekstra spor, så der kan køre flere tog – fortrinsvis godstog.
Banedanmark opfordrer borgere i og omkring Nykøbing F. til at møde op på borgermøde onsdag den 2. marts og give deres besyv med om de nye jernbaneanlæg mellem Ringsted og Femern Bælt forbindelsen.
Når dørene onsdag aften bliver lukket op til borgermøde i Nykøbing F. Hallen, håber områdechef fra Banedanmark, Martin Munk Hansen, at det vil strømme ind med interesserede naboer til jernbanen.
– Danmark og Tyskland har indgået en traktat om, at jernbaneanlæggene på begge sider af Femern Bælt forbindelsen skal udbygges. Vores opgave i Banedanmark er at finde løsninger, som opfylder de trafikale behov, og som tager flest mulige hensyn til natur og mennesker, siger Martin Munk Hansen, som er områdechef i Banedanmark.
– Derfor er det vigtigt, at naboer til jernbanen – og andre interesserede – giver os en tilbagemelding på det projekt, vi nu fremlægger.
På hele strækningen fra Ringsted til den nye Femern Bælt forbindelse skal jernbanen elektrificeres, og der skal udbygges til to spor, undtagen på Storstrømsbroen.
Udbygningen vil give plads til flere tog – fortrinsvis godstog – og persontogene kan de fleste steder sætte farten op til 160 km/t eller 200 km/t, alt efter hvilken løsning, politikerne vælger.
Udvidelsen til to spor betyder bl.a., at der skal opføres en ekstra jernbanebro ved siden af Frederik IX’s Bro i Nykøbing F. Den nye bro kommer til at ligge syd for og parallelt med den nuværende bro.
Ingen bane uden om Nykøbing F.
I Nykøbing F. har det været et stort ønske at få ledt de gennemkørende tog uden om byen. Derfor har Banedanmark vurderet muligheden for en ny linjeføring.
– Vi har vurderet tre forskellige løsningsmuligheder. Men da de alle koster rigtig meget, er en ny linjeføring uden om Nykøbing F. fravalgt i det projekt, vi fremlægger. En ny linjeføring uden om Nykøbing F. vil gøre det samlede projekt mellem 2 og 4,5 milliarder kroner dyrere, fortæller Martin Munk Hansen.
Kommentarer er velkomne
Borgermødet den 2. marts vil specielt dreje sig om anlæg i Nykøbing F. og omegn, men alle er velkomne. I Guldborgsund Kommune holdes der desuden borgermøde i Eskilstrup den 16. marts og i Nørre Alslev den 30. marts.
-Der er offentlig høring om projektet indtil 10. april, og indtil da modtager vi meget gerne kommentarer, idéer og forslag pr. mail, brev eller telefon, understreger Martin Munk Hansen.
Alle borgermøder er fra kl. 19-21. Fra kl. 18.30 er der åbent i de såkaldte spørgehjørner, hvor fagmedarbejdere fra Banedanmark vil svare på spørgsmål om lokale anlæg, arealbehov og støj.
Få mere at vide
Banedanmark har udgivet en høringsudgave af miljøredegørelsen, som beskriver de konsekvenser, projektet har for omgivelserne. Høringsudgaven består indtil videre af tre hæfter, som alle er tilgængelige på Banedanmarks hjemmeside, www.banedanmark.dk/femern.
På hjemmesiden er der flere oplysninger om projektet, blandt andet et dynamisk kort, som viser projektets lokale konsekvenser.