Hele landet: Danske Spil var tidligt ude med spil på hvid jul, og erkender, at det kan blive en dyr forretning. Snefyldt jul er nemlig meget realistisk.
Der er ikke noget som en smuk hvid jul, ligesom i de gode gamle dage. Men mens danskerne nyder synet af det snedækkede landskab, gør Danske Spil klar til at sluge røde tal på sne juleaften.
Det nationale danske spilleselskab har nemlig i år tilbudt spil på, at julen bliver hvid.
– Når man kigger ud af vinduet uanset, hvor man sidder i landet, så må man sige, at dem, der har spillet på hvid jul, de har nok vundet. Det begynder at ligne en sikker vinder, siger pressechef i Danske Spil Michael Rørsig.
Spillechefens pessimisme er ikke ubegrundet, for helt atypisk er chancen for en hvid jul meget stor netop i år.
– Det er usædvanligt koldt i år. Statistikken siger gennemsnitligt en minusgrad på dette tidspunkt af året, men i år ligger det på minus fem til ti grader. Landet skal være dækket af 90 procent sne, og selvom det forventes, at der kommer kold luft op til især det østlige Danmark, så ligger der så meget sne, at der er en god mulighed for, at det bliver liggende, siger Michael Jarnvig fra TV2 Vejret.
Normalt satser folk deres sparekroner på Champions League og for tiden satses der også millioner på EM i håndbold, men specialspil på vejret vinder indpas på spillekuponerne hos Danske Spil.
– Vi har udbudt spil på blandt andet regnvejr, og der kom indskuddet op på 100.000 kroner. Jeg tror, at spil på hvid jul bliver højere, for folk har jo kunnet se vejret, lyder det fra Michael Rørsig.
Og anbefalingen er klar fra vejrmanden Jarnvig:
– Hvis jeg skulle satse penge, så ville jeg sætte dem på, at vi får en hvid jul i år, lyder spilanbefalingen fra Michael Jarnvig, selvom han fortæller, at hvid jul to år i træk er yderst sjældent.
Det er stadig muligt at tjene en skilling på en eventyrlig hvid jul, men man skal være hurtig for Danske Spil har lukket for en masse af spilmulighederne.
– Jeg tror, at vi må sige, at spillerne får en ekstra julegave i år, lyder det fra Michael Rørsig, der dog tager tabet med et smil.
Han har dog ikke det fulde overblik over, hvor meget Danske Spil må punge ud til danskerne, men det kan være flere hundredetusinde kroner.
Er lufthavnen i Esbjerg dækket af sne, kan man få odds 1,50. Det vil sige, at man får 150 tilbage, hvis man satser 100 kroner.