Boligkøbere holder igen – men fremgang i hovedstadsområdet

Interessen for at købe bolig er faldet en smule sammenlignet med sidste år, men i dele af hovedstadsområdet går udviklingen den modsatte vej.

Det viser nye tal fra Finans Danmark om lånetilbud for februar 2026.

I februar blev der i alt indhentet 13.243 lånetilbud. Det er et fald på 1 procent sammenlignet med februar sidste år.

Af dem var 11.223 lånetilbud til køb af ejerbolig eller sommerhus, hvilket er knap 3,5 procent færre end i samme måned sidste år.

På landsplan er antallet af lånetilbud til boligkøb generelt faldet. Det største fald er registreret i Nordjylland, hvor antallet er faldet med knap 11 procent.

Til gengæld skiller Københavns omegn og Nordsjælland sig ud som de eneste landsdele med fremgang. Her er antallet af lånetilbud steget med henholdsvis 8,7 procent og 1,5 procent.

-”Vi ser en mere afdæmpet interesse for boligkøb sammenlignet med februar sidste år, og det afspejler muligvis en vis forsigtighed blandt boligkøberne. I hovedstadsområdet er aktiviteten dog steget og adskiller sig dermed fra resten af landet,” siger Peter Jayaswal, direktør for realkredit og ejendomsfinansiering hos Finans Danmark.

Han peger samtidig på, at usikkerhed om verdensøkonomien og renterne kan få nogle boligkøbere til at være mere tilbageholdende.

-”Uro om verdensøkonomien og renterne kan have gjort nogle boligkøbere usikre, og det er derfor en god idé at tage en dialog med banken om ens muligheder, og hvad økonomisk usikkerhed og mange bevægelser i markedet betyder,” siger han.

:NB:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.