Natur: Denne sommer er blåhalsen for første gang nogensinde fundet ynglende på Sjælland. Den spektakulære sangfugl har de seneste årtier bredt sig som ynglefugl til store dele af Jylland, hvor Dansk Ornitologisk Forening skønner, at den danske bestand i disse år tæller flere hund-rede par.
Nu er også Sjælland blevet yngleområde for sydlig blåhals. Den er aldrig tidligere dokumente-ret som ynglefugl i denne del af Danmark.
– Blåhalseparret blev opdaget midt i juni i kanten af et rørskovsområde ved Tude Å omtrent midt mellem Trelleborg og Pine Mølle vest for Slagelse. En uges tid senere så jeg hannen komme med føde i næbbet og flyve ind i det formodede redeområde til de formentlig ventende unger, siger biologen Christian Glahder, der fandt blåhalsene og fulgte parret i flere uger.
Han tror på flere ynglepar af sydlig blåhals i Tude Ådal i fremtiden. Netop i dette område har Slagelse Kommune igangsat et vidtfavnende naturgenopretningsprojekt, som omfatter bl.a. nye slyngninger af Tude Å ydre del, flere vådområder og kreaturafgræssede enge. Projektet vil bidrage til at fastholde blåhalsen som ynglefugl i ådalen.
Slagelse Kommunes projektleder for ”Tude Ådal” Thomas Hilkjær mener, at indvandringen af blåhalsen i ådalen vidner om et stort naturpotentiale. Ådalen rummer også arter som rørdrum, skægmejse, rørhøg og ikke mindst en pæn bestand af græshoppesangere. Ligeledes gæster arter som fiskeørn og rovterne årligt ådalen på deres vej til og fra yngleområderne i Skandinavien og Østersøområdet.
Sydlig blåhals foretrækker et terræn med små vandhuller, grøfter eller kanaler omkranset af tagrør og gerne med mindre indslag af pilekrat.
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) overvåger sydlig blåhals sammen med andre sjældne og fåtallige danske ynglefugle, og biolog John Frikke har fulgt blåhalsens indvandring tæt de seneste knap 20 år.
– Langs Den jyske Vestkyst og i en række ådale og moser landet over vil der ganske givet være gode muligheder for at finde den sydlige blåhals ynglende de kommende år. Erfaringer fra vores nabolande i syd viser, at arten nærmest er eksploderet i antal mod nord på rekordtid, siger han.
I Holland er bestanden af sydlig blåhals mangedoblet. Omkring 1998-2000 blev det vurderet, at der ynglede mellem 9.000 og 11.000 par sydlige blåhalse i vadehavslandet, hvilket er en tidobling af bestanden på 25 år. Og i Slesvig-Holsten lige syd for den dansk-tyske grænse blev bestanden allerede midt i 1990’erne skønnet til mindst 70 par. Blåhalsen var allerede da godt på vej til at kolonisere flere og flere områder i nord.
Det er blevet forudsagt, at klimaændringerne i retning af højere temperaturer og mere nedbør vil tilgodese den sydlige blåhals i en grad, så den vil have koloniseret store dele af Danmark omkring 2080. Det spår i hvert fald Klimaatlasset, som den internationale naturbeskyttelsesorganisation BirdLife International står bag. Atlasset giver et bud på udviklingen i fuglelivet set i lyset af de globale ændringer af klimaet.
Den sydlige blåhals er en underart af blåhalsen. Den nordlige blåhals, der har en rød brystplet midt i det blå hals-parti, hvor den sydlige har en hvid plet, er vidt udbredt i Skandinaviens fjeldområder, mens den sydlige er mere fåtallig og har en pletvis udbredelse i de baltiske lande, Mellemeuropa og Sydeuropa.