23. november 2024

Forbruger: Danskerne køber sjældent den brugte bil til udbudsprisen, men udviser handelstalent og får helt op til 20 procents nedslag. Det viser en ny undersøgelse af danskernes bilvaner, foretaget af BilBasen og YouGov.

Når vi køber brugt bil, vil vi have den billigere end udbudsprisen. I en ny undersøgelse fortæller hele 62 % af bilkøberne, at de forhandler om prisen, hver gang de køber brugt bil.

Faktisk viser undersøgelsen, at en stor gruppe af danskerne er så dygtige til at handle om prisen, at 19 % af dem får købsprisen reduceret med 11-20 %, mens 6 % af de adspurgte endda forhandler prisen mere end 20 % ned.

– Prisen på en brugt bil er altid til forhandling, og det ved rigtig mange danskere. Hvis ikke man kan få et kontant afslag i prisen, er der gode muligheder for at få ekstra udstyr eller supplerende produkter med i købet, fortæller markedsanalytiker hos BilBasen Jan Lang.

Prisbevidste – men velpolstrede
I samme undersøgelse fortæller danskerne, at pris, benzin- og driftsøkonomien er vigtigst for valget, når man køber bil, og det øger lysten til at forhandle om prisen.

– Danskerne er rationelle og ekstremt prisbevidste bilejere og bilkøbere. Økonomien som hele spiller en afgørende rolle, og derfor forventer de også, at prisen står til forhandling, når de køber brugt bil, mener Jan Lang.

I Spar Nord fremhæver cheføkonom Jens Nyholm, at den økonomiske krise har gjort os yderst sparsommelige. Og det til trods for, at danskere over 20 år i dag har en rekordstor opsparing i banken på næsten 155.000 kroner i gennemsnit eller i alt mere end 760 milliarder kroner.

– Selv om vi generelt er likvide som aldrig før, så er det blevet en folkesport at spare. Og det gælder i høj grad også på bilmarkedet, hvor danskerne i stor stil shopper de små minibiler, som både er billige i indkøb og i drift, og som derfor passer perfekt ind i sparementaliteten, siger Jens Nyholm.

Tøv ikke med at forhandle
Selvom det kan være svært at forhandle om prisen, er det ofte være besværet værd, hvis man har sat sig grundigt ind i den bil, man overvejer at købe.

– Det er altid en god idé at undersøge markedet og orientere sig om gennemsnitsprisen for den bil, man er på udkig efter, og her er et bilsite jo et godt sted at starte. Dernæst skal man huske at undersøge bilen omhyggeligt for fejl og mangler og afstemme, om den lever op til det, der bliver lovet af sælger, forklarer Jan Lang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.