Onsdag eftermiddag kort før klokken 17 modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Nakskovvej lidt uden for Torrig mellem Kragenæs og Horslunde.
En bilist kom kørende mod øst, men kom ud i rabatten og mistede herredømmet over bilen, nedlagde et par kantpæle og et vejskilt, fortsatte over i den modsatte grøft, hvor bilen ramte et træ og kørte ud på en mark, hvor den rullede rundt.
Føreren var en 37-årig mand fra Nakskov, som, ifølge politiet, i det store og hele var uskadt, men blev kørt til en rutinetjek på sygehuset i Nykøbing F.
En alkometertest viste, at den 37-årige havde en promille, som var noget højere end det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel.