To bilister blev overrasket over et væltet træ på Munkholmvej uden for Holbæk fredag aften omkring kl. 20.20.
Træet var væltet ud over vejbanen og begge biler, som kørte i hver sin retning, påkørte træet.
Den ene bil fik smadret fronten og et hjul blev brækket skævt ved påkørslen. Den anden bil havde kun ramt nogle tyndere grene på træet og ikke fået lige så store skader.
Ingen af bilisterne kom tilsyneladende noget til, udover chokket ved at have påkørt et træ på den mørke vej, hvor udsynet var nedsat på grund af regnvejr.
Træet blev skåret i mindre stykker og trukket ud af vejbanen, så det ikke var til fare for trafikken. Politiet var på stedet og dirigerede trafikken, mens vejbanen blev ryddet og bilerne fjernet.