Tre cyklister blev tirsdag eftermiddag ramt af en bil i forbindelse med et færdselsuheld på Københavnsvej i Hillerød.
Politiet modtog anmeldelsen om uheldet klokken 17.45. En 28-årig kvinde kørte ad Københavnsvej i østlig retning, da hun påkørte en bil, der holdt og skulle dreje ud for Etvej.
Ved sammenstødet skred kvindens bil ud og ramte tre cyklister.
Ifølge politiet kom ingen personer alvorligt til skade ved uheldet, men cyklerne blev ødelagt.
Den 28-årige kvinde er efterfølgende blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven.




