Tirsdag morgen var en personbil og en bus involveret i et færdselsuheld
Uheldet skete kort efter klokken 8 i rundkørslen med Støberivej – Industrivej og Kongevejen i Helsingør.
Bussen havde befundet sig inde i rundkørslen, da personbilen ført af en 32-årig mand fra Helsingør også kørte ud i den, hvorved der skete et sammenstød, som medførte betydelig materiel skade på især personbilen.
Bilisten havde angiveligt haft opfattelsen af, at bussen skulle dreje ud af rundkørslen, førend den reelt gjorde det, hvilket havde fået ham til også at køre ud i rundkørslen – han kan muligvis se frem til en sigtelse for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Der skete umiddelbart ingen større personskade ved færdselsuheldet, oplyser Nordsjællands Politi.