Dannemare: Onsdag aften blev politiet kaldt til Kløngevej ved Dannemare, hvor vidner havde set en bil køre af vejen og rulle rundt på marken.
Da politiet kom til stedet, var to personer, en 40-årig kvinde fra Nakskov og en 52-årig mand fra Rødovre i færd med få bilen på ret køl igen. Det lykkedes dog ikke, for begge havde selv svært ved at holde balancen – ikke så meget på grund af uheldet som på grund af spiritus.
Den 40-årige kvinde blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden, for hun var i forvejen frakendt kørekortet. Den 52-årig mand viste sig at være eftersøgt af fogedretten, og han blev derfor også anholdt og overgivet til Københavns Vestegns Politi.