Næstved: Politiet fik søndag morgen klokken 4.10 en opringning fra en mand, der fortalte, at han var kørt ud i en sø og sad i vand til halsen.
Han nåede ikke at fortælle, hvor han var, inden telefonen blev afbrudt.
Politiet kunne dog søge hans position frem, og en patrulje kørte til stedet. Her traf de manden gående på Ring Øst ved Næstved. Det viste sig, at han var noget beruset og temmelig usammenhængende i sin forklaring.
Bilen blev fundet fem meter inde på en mark i et lille vådområde ved rundkørslen ved Stenlængegårdsvej i Næstved, hvor den stod i vand til undervognen – og altså ikke til halsen.
Den forulykkede mand, der er 27 år og fra Vanløse, blev anholdt og taget med til nærmere afhøring.