To personer blev kørt til sygehuset efter et færdselsuheld Suså Landevej ved Herlufmagle.
Uheldet skete ved 16.30-tiden i går, da en 36-årig kvinde fra Tybjerglille Bakker kom kørende ad Suså Landevej i nordlig retning ved Herlufmagle. Fra Suså Landevej skulle kvinden dreje til venstre ned ad Ravnstrupvej, men desværre overså hun en motorcykel, som kom imod hende i sydlig retning, og hun drejede lige ind foran motorcyklisten, som ikke kunne undgå at ramme bilen frontalt i højre forskærm.
Der skete betydelig materiel skade på køretøjerne, og både motorcyklisten – en 57-årig mand fra Næstved – og kvinden blev begge kørt til sygehuset i Slagelse.