Mandag aften ved 19.30-tiden stak en bilist af, efter at have påkørt en parkeret bil på Houmanssvej i Næstved.
Et vidne – en 26-årig kvinde fra Næstved – kontaktede politiet og oplyste, at hun stod ved Fakta på Erantisvej og på afstand kunne se bilen.
En patrulje, der hurtigt kom til stedet, kunne konstatere, at bilisten, der var kørt fra uheldsstedet, var beruset, og han – en 68-årig mand fra Næstved – blev anholdt og sigtet for at køre fra et uheld samt spirituskørsel.
Han blev løsladt igen klokken 20.32, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.