Hillerød: Bandidos-rockere hjalp i går en fængslet indbrudstyv med at flygte fra Hillerød Ret.
To anholdte indbrudstyve blev i går fremstillet i Hillerød Ret, hvor de begge blev fængslet. Flere medlemmer af rockergruppen Bandidos var tilstede, da den ene af de to tyve, ifølge politiet, angiveligt er medlem af rockergruppen.
Da det fængslede medlem skulle sige farvel til sin kæreste, hjalp flere andre medlemmer ham ved at spærre vejen for politiet, så han kunne løbe ud til en ventende motorcykel og køre fra stedet i høj fart, med et medlem af Bandidos bag styret.
Politiet trængte kort før klokken 15 ind i Bandidos’ rockerborg på Møllevang i Hillerød. Her anholdte og sigtede politiet en 21 årig mand fra Slangerup, og en 36 årig mand fra Hillerød, for at hjælpe en fange med flugt. De vil begge blive fremstillet i grundlovsforhør i dag.
Under aktionen blev Skat tilkaldt, da man også traf en 41-årig mand fra Helsingør på stedet, som skyldte penge til Skat. På grund af sin gæld fik manden beslaglagt en guldkæde og en bil.
Ved ransagning af rockerborgen fandt betjentene en mindre mængder narkotika, der blev beslaglagt.
1 thought on “Bandidos-rockere hjalp fange til at flygte”