Børnemodeller scorer kassen

Hele landet: Landets største modelbureauer får dagligt snesevis af mail fra håbefulde modelbørn. De flittigste børnemodeller tjener op mod 100.000 kr.

Drømmen om at tjene tusindvis af kroner for at optræde i kataloger og reklamefilm får tusindvis af børn og deres forældre til at kontakte danske reklamebureauer.

Modelbureauet Basic CPH får på en almindelig dag mindst 50 ansøgninger fra børn og deres forældre.

Og der er gode penge at tjene. For børnene tjener typisk flere hundrede kroner i timen – alt efter om de bliver fotograferet til brochurer eller til roller i film- og reklamefilm.

– Der kan sagtens være børnemodeller, der tjener over 100.000 kroner om året. Men så kræver det også, at man har forældre, der gider køre med rundt, og at man får fri fra skole. Men der er altså også nogle børn, der kun tjener 200 kroner om året, siger direktør Sissi Antonsen til Nyhedsbureauet Newspaq.

Hun må dog med det samme sige nej tak til tre ud af fire henvendelser til bureauet, der i forvejen har omkring 2500 børn i ‘stald’.

Modelbureauet 1Kid har specialiseret sig udelukkende i modeller i alderen 0-18 år.

Her får børnene typisk omkring 250 kroner i timen for almindelig fotografering. Men en dags arbejde kan også give alt fra 1.500 til 10.000 kroner til børneopsparingen eller sparegrisen.

– Man skal ligesom gå med lidt flere aviser eller arbejde hårdere som flaskedreng for at tjene så meget. Og så er det måske en lidt sjovere måde at tjene penge på, siger medejer af 1Kid, Heidi Helmig.

Her tjener børnene dog som regel ikke over de 32.000 kroner på frikortet, der er grænsen for hvornår, de skal begynde at betale skat af pengene.

Hos interesseorganisationen Børns Vilkår er formand Bente Boserup dog slet ikke begejstret for de vellønnede job som børnemodel.

– De risikerer at få et skævt forhold til penge. For de kunne aldrig tjene så mange penge ved at gå med aviser eller lufte naboens hund. Derfor kan det blive et problem for dem, når de stopper. For så har de lige pludselig ikke de penge, siger hun.

Hun foreslår, at forældrene sætter pengene ind på en lukket konto og giver børnene, hvad der svarer til almindelige lommepenge og tøjpenge.

– Alt andet lige så vil det jo være et ekstra stort beløb, som de får udbetalt på et tidspunkt. Med mindre forældrene betragter nogle af pengene som deres og bruger dem. Det vil der også være nogle, der gør, siger Bente Boserup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.