23. november 2024

Hele 81 procent af den kriminalitet, som danskerne meldte til politiet sidste år var stadig uopklaret, da året rendte ud. Det viser beregninger, som Søndagsavisen har lavet på baggrund af data fra Rigspolitiets database.

Især kriminalitet som tyveri og indbrud, som ikke blev opklaret. Hele 96 procent af de anmeldelser om tyverier fra borgere, som politiet modtog i 2013 blev ikke opklaret, mens det samme gjaldt for 92 procent af anmeldelser om indbrud.

Mere effektive var politiet i forbindelse med personfarlig kriminalitet – her var 43 procent af anmeldelserne uopklarede ved udgangen af året.

– Politiet er nødt til at prioritere sagerne knivskarpt. Sager om vold, drab, voldtægt og anden personfarlig kriminalitet har langt højere prioritet end et indbrud eller et tyveri. Og det er en prioritering, som de fleste danskere vil have fuld forståelse for, siger Michael Hviid Jacobsen, sociolog og forsker i kriminalitet på Aalborg Universitet, til Søndagsavisen.

En del af forklaringen er også, at det er langt sværere for politiet at efterforske sager om tyveri og indbrud i forhold til personfarlig kriminalitet, hvor offeret ser sin gerningsmand.

– Tyveri og indbrud bliver oftest opdaget flere timer efter forbrydelsen, mens offer og gerningsmand er i kontakt i personfarlige sager. Derfor giver det også efterforskerne et helt andet udgangspunkt, og det kan man også se på de her forskelle, siger René Holleufer, afdelingschef i Rigspolitiet.

Michael Hviid Jacobsen mener, at der skal uddannes flere betjente, hvis den generelle opklaringsprocent skal hæves på landsplan:

– Ressourcerne rækker ganske enkelt ikke til mere, som det ser ud i dag, siger han til Søndagsavisen.

Opklaringsprocenten er forholdet mellem anmeldte forbrydelser og fældende afgørelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.