København: Morgenavisen Jyllands-Postens redaktion i Viby J. ved Århus var målet for den mistænkte bombemands planer. Det skriver Ekstra Bladet søndag.
Ifølge avisen fandt politiet et kort med en cirkel rundt om Morgenavisen Jyllands-Postens adresse i Viby, Århus, blandt de effekter, som politiet fandt hos den formodede bombemand.
Ekstra Bladet hævder at have oplysningerne fra centrale kilder tæt på efterforskningen.
Ifølge Ekstra Bladet gik politiet i alarmberedskab natten til lørdag og skærpede overvågningen af Jyllands-Postens redaktion.