To personer kom onsdag formiddag til skade i forbindelse med deres arbejde på en kemivirksomhed på Københavnsvej i Ølsemagle.
En 26-årig kvinde fra København S og en 38-årig mand fra Sorø var i færd med at pumpe en ætsende væske op af en tromle, da der pludselig gik hul på en slange. De to medarbejdere blev ramt af den ætsende væske og dampe herfra i deres ansigter under det beskyttelsesudstyr, de i forvejen anvendte.
Begge blev bragt til skadestuen til undersøgelse og eventuel behandling.
Politiet underrettede efterfølgende Arbejdstilsynet, som sammen med politiet skal undersøge omstændighederne nærmere for at få klarlagt, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.