Næstved: Politi og en ambulance blev på grund af en anmeldelse kort før klokken tre natten til søndag sendt til Erantisvej i Næstved.
Her skulle der ifølge anmeldelsen være sket et færdselsuheld og en bilist skulle være stukket af.
Det viste sig imidlertid, at der ikke var noget færdselsuheld, og at anmeldelsen var pivfalsk.
Der gik en ung mand på stedet, som betjentene kontaktede. Det var en 26-årig mand fra Næstved, og han virkede ikke særligt interesseret i at tale med politiet.
Da han fremviste sin mobiltelefon, viste det sig, at han havde foretaget opkaldet til alarmcentralen 1-1-2, og han blev derfor anholdt og sigtet for misbrug af faresignaler.
Den 26-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev løsladt ud på morgenen efter afhøring.