25. november 2024

Hele landet: En typisk andelsbolig på 80 kvm koster i dag 738.656 kr. og tager mindre end fem måneder at sælge. Det viser helt nye tal fra boligsiden.dk. Tallene tegner også et billede af et andelsboligmarked, der er ved at stabilisere sig.

Først var andelsboligerne billige og forbeholdt købere på interne ventelister samt de heldige, som ”kendte nogen, der kendte nogen”. Så steg de i pris og blev solgt til høje vurderinger. De seneste år er andelsboligerne så faldet i pris og er sideløbende blevet en del af udvalget på ejendomsmæglernes hylder. Det viser nye tal fra boligsiden.dk, der som den eneste boligportal har information om andelsboligsalgspriserne. Tallene er baseret på indrapporteringer af salgspriserne fra ejendomsmæglerkæderne.

– I en periode var andelsboligerne næsten lige så dyre som ejerboliger, og det skabte en opbremsning i købelysten. Men nu tyder alt på, at markedet er blevet mere stabilt. Der er dog stadig mange sælgere, som har svært ved at sælge deres andel efter de store prisstigninger i 2007. Derfor får flere og flere en ejendomsmægler til at sælge deres andelsbolig, siger Kim Holm, kredsformand for Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) i hovedstadsområdet.

Lavere pris og ydelse
For to år siden kostede en typisk andelsbolig på omkring 80 kvm i gennemsnit 952.218 kr. I dag koster en lignende andel godt 200.000 kr. mindre – 738.656 kr. I samme periode er den gennemsnitlige månedlige ydelse på de solgte andelsboliger faldet med 23 pct. eller med omkring 1.200 kr. og ligger nu i gennemsnit på 3.800 kr. om måneden. Det tyder på, at det generelt er de billigere andelsboliger, der bliver langet over disken hos ejendomsmæglerne. Tallene viser også, at det i gennemsnit tager 138 dage – eller knap fem måneder – for en ejendomsmægler at sælge en andelsbolig.

– Der er kommet godt gang i andelshandlerne, og i dag tager det i gennemsnit under et halvt år at komme af med sin andelsbolig. Vi oplever heller ikke længere de store prisfald på andelsboligerne, som vi så for et par år siden. Det seneste år har salgsprisen stabiliseret sig, og da vi samtidig kan konstatere en gennemsnitlig faldende månedlig ydelse på de andelsboliger, der bliver solgt, er det i dag muligt at gøre et rigtig godt køb, siger Kim Holm.

Jan Hansen, direktør i ABF, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, har fulgt andelsboligmarkedet igennem en årrække, og han mener også, at andelsboligmarkedet er på vej mod mere normale tilstande:

– Efter nogle år med meget store stigninger i den offentlige ejendomsvurdering – stigninger, der er i nogle københavnske andelsboligforeninger førte til en fire-femdobling af maksimalprisen, har mange sælgere nu erkendt, at markedet ikke fulgte tilsvarende med op i pris. Vi ser derfor nu en klar tendens til, at sælgerne er blevet bedre til at fastsætte en mere realistisk udbudspris, siger Jan Hansen, der samtidig pointerer, at det er en positiv udvikling for andelsboligformen.

Der gennemføres i dag omkring 300-400 andelshandler om måneden, hvilket svarer til næsten 10 pct. af alle bolighandler i Danmark. Boligsiden.dk er Danmarks mest besøgte boligportal og har i dag 5.000 andelsboliger til salg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.