Kalundborg: Politi og SKAT slog sent torsdag eftermiddag til mod restauranter og andre spisesteder.
To steder fandt man overtrædelser af udlændingeloven, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Et sted blev en 22-årig mand anholdt. Han kunne ikke på nogen måde identificere sig, men oplyste, at han var på besøg fra et andet nordisk land.
Et andet sted blev en 24-årig mand anholdt. Han arbejdede på stedet, selv om han ikke havde arbejdstilladelse og opholdt sig ulovligt i landet.
Politiet undersøger sagerne nærmere.