Ældre ægtepar fik stjålet smykker og kontanter ved kontaktbedrageri

Et ældre ægtepar fra Helsingør blev onsdag eftermiddag udsat for kontaktbedrageri, hvor de blev franarret bankkort, kontanter og smykker.

Ifølge politiet blev ægteparret ringet op af en person, der præsenterede sig som ”Sebastian Hansen” og udgav sig for at være fra banken.

Personen fortalte, at der var problemer med ægteparrets bankkort, og at en medarbejder fra banken ville komme og hente kortene.

Kort efter dukkede en mand op på ægteparrets adresse. Han præsenterede sig som ”Jesper Andersen” og blev lukket ind i lejligheden.

Her fik han ifølge politiet udleveret parrets bankkort og koder samt et større kontantbeløb og en del smykker, som han sagde, han skulle veje i sin bil. Manden kom dog ikke tilbage.

Efterfølgende blev der også hævet et større beløb fra ægteparrets konti.

Manden beskrives som dansk af udseende, cirka 175-180 centimeter høj og 35-40 år gammel. Han havde kort mørkt hår og fuldskæg og var iført en sort sweater og mørke bukser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.