Politiet måtte natten til lørdag komme en taxachauffør til hjælp, da et ægtepar fra Karlslunde ikke ville betale for deres taxatur.
Ægteparret havde været til fest, og havde taget en taxa hjem. Under turen havde det spirituspårvirket par skændtes, og da de kom hjem ville de ikke betale for turen, men gik i stedet ind i huset.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 40-årig mand hjemme. Politiet tog en snak med manden om, at han skulle betale for sin tur. Manden betalte nu for turen og taxachaufføren kunne fortsætte sin kørsel. Den 40-årige blev ikke sigtet for noget i den anledning, men slap med en formaning.