Af uforklarlige årsager kørte et ældre ægtepar – en 71-årig mand og en 65-årig kvinde – søndag morgen ud over kajkanten og i vandet i deres bil i Korsør Havn.
Ifølge 112news.dk kæmpede ægteparret efterfølgende mod hård strøm i havnen og på grund af den lave vandtemperatur turde ingen af vidnerne til ulykken at hoppe i vandet for at hjælpe, af frygt for ikke selv at kunne komme op.
Et vidne, der netop var stået af bussen fortæller til 112news.dk, at en person kommer løbende imod ham og spørger om han kan svømme:
– Jeg går i panik og løber hen til kajen og går lidt i chock over hvad der er sket, da jeg ser manden og bilen i vandet. Jeg ser der hænger en redningskrans ovre ved Cafe Vandkanten på væggen og løber derfor over og henter den og tilbage, men snoren er ikke lang nok og hænger fast, så to mænd løber over og løsner den, hvorefter jeg kaster den ud manden i vandet, men kunne ikke kaste helt derud og kan se manden er begyndt at blive træt.
Manden svømmer tilbage til bilen, der kort efter går til bunds. Manden forsvandt under overfladen og kom kort efter livløs op og drev mod land, hvor det lykkedes at få fat i ham.
Redningsmandksabet ankom til stedet og det lykkedes dem at få reddet båden manden og kvinden op af havnebassinet. Manden blev fløjet til Rigshospitalets Traumecenter i København og kvinden blev kørt til Slagelse Sygehus, hvorfra hun ifølge TV Øst blev overført til Rigshospitalet og lagt i kunstig koma.
– Jeg føler jeg burde have hoppet i med det samme for at hjælpe dem og føler jeg kunne have gjort mere, men er godt klar over jeg havde udsat mig selv for fare og gjorde hvad jeg kunne, siger en meget chokeret Mads Skaarup Larsen til 112news.dk. Han blev efter ulykken tilbudt psykiatrisk krisehjælp.
Bilen blev efterfølgende bjærget med hjælp fra en af havnens store kraner.