COP 15: Politiet har i dag frihedsberøvet i alt 968 personer ved to hændelser i forbindelse med den store klimademonstration.
Ca. kl. 15.30 besluttede´politiet at frihedsberøve en stor gruppe demonstranter på Amagerbrogade organiseret i en såkaldt “sort blok”, hvor flere havde maskeret sig, og hvorfra der tidligere var kastet med sten og fyrværkeri, ligesom man havde knust ruder i henholdsvis Udenrigsministeriets bygning og Børsen. I alt 913 personer blev frihedsberøvet ved denne “knibtangsmanøvre”, oplyser politiet.
Som baggrund for politiets beslutning om at søge at afskære gruppen af voldelige demonstranter lå også et væsentligt hensyn til, at den store, folkelige demonstration ikke skulle ødelægges af personer med en anden dagsorden end den fredelige demonstration.
Kort efter at der var skredet til frihedsberøvelse konstaterede politiet, at en større gruppe personer satte ild til 4 biler parkeret nær Christiania. Politiet blev mødt med stenkast og fyrværkeri og måtte anvende tåregas for at bringe situationen til ophør. Politiet foretog i denne forbindelse frihedsberøvelse af 55 personer.
De mange frihedsberøvelser gav naturligvis et meget stort pres på de politiaktioner, der har til opgave at transportere, modtage og registrere frihedsberøvede ved politiets modtagecenter på Retortvej i Valby.
Det betød, at et stort antal frihedsberøvede kom til at sidde flere timer på gaden, mens de ventede på at blive transporteret til Valby. Københavns Politi vil nu vurdere, om der fremover er mulighed for hurtigere at bringe frihedsberøvede væk fra stedet.
Alle er nu transporteret til modtagecentret, hvor de vil blive registreret og visiteret i forhold til eventuel videre sagsbehandling.
Status kl. 22.00 er, at der allerede er foretaget løsladelse af ca. 150 personer, der af politiet er transporteret til nærliggende S-togs stationer, oplyser politiet.