En 92-årig kvinde blev torsdag eftermiddag udsat for et tricktyveri på vej til Netto i Allerød.
Ifølge Nordsjællands Politi blev hændelsen anmeldt klokken 14.13. Den ældre kvinde oplyste, at en udenlandsk kvinde henvendte sig til hende og satte et guldarmbånd på hendes håndled.
I forbindelse med kontakten fik gerningspersonen stjålet en ankerkæde til en anslået værdi af cirka 15.000 kroner.
Den mistænkte beskrives som en kvinde med mellemøstligt udseende, omkring 40 år gammel og cirka 160 centimeter høj. Hun havde sort hår, talte engelsk og var iført løstsiddende sort tøj.
Politiet efterforsker sagen.




